Øvelser

            Metoder til at få større balance mellem krop og sind

 

Gab og stræk

Inviter kroppens signaler i forhold til at gabe og strække sig. Gnid ansigtet og åbn munden og løft bevidst den bagerste del af ganen.
Stræk kroppen og hav fokus på at følge kroppens egne signaler i forhold til at ville strække sig. Øvelsen giver kontakt til det afspændende nervesystem, der bygger kroppen op. Den opløser spændinger i maveområdet.

Afspænding ved at være bevidst tilstede i nuet
Ret opmærksomheden på kroppen:
Føddernes kontakt med underlaget, dine knæ, baller, mave, åndedræt osv. Se om du på en udånding kan give slip på evt. overflødig spænding i kroppen. Anskaf dig evt. en cd med fokus på afspænding. Du skaber kontakt til nervesystemet der opbygger kroppen og træner dig selv i at være mere nærværende i forhold til kroppen og dens signaler.

Fokus på dine ressourcer
Vend din opmærksomhed mod dine ressourcer, og der hvor du henter den gode energi. Det kan være relationer, hvor du føler dig mødt og set, eller beskæftigelser du holder af og nyder at lave. Tænk på situationer, hvor du føler dig godt tilpas. Se om du kan mærke fornemmelserne i kroppen og overføre den til situationer, hvor du ikke føler dig godt tilpas). Øvelsen kan give en opmærksomhed på, at stemninger i kroppen kan forandre sig, og at det er opbyggende for krop og sind, at have fokus på egne ressourcer.

Motion
Gå en tur eller benyt dig af en anden form for bevægelse, som tiltaler dig mere. Du udnytter de kræfter kroppen har mobiliseret i stresssituationer og skaber større balance i kroppen igen. Du kan opnå en afspændende virkning. Du får flere kræfter til din hverdag.

Skriv tankerne ned
Skriv tankerne der kører rundt i hovedet ned på papir. De kan blive nemmere at slippe, når de er skrevet ned. Bestem dig evt. for, hvornår du forholder dig til dem igen. Ret opmærksomheden på, om de stadig er lige vigtige. Bestem dig for hvilke ufuldendte projekter du vil handle på og hvilke du vil lade ligge. Bliv opmærksom på, når du siger til dig selv jeg burde. Tag stilling, vil du eller vil du ikke handle på det du burde. Øvelsen kan hjælpe med at give slip på tankemylder.

Opmærksomhed på nuet
Hav opmærksomhed på, at være til stede i nuet, med det du beskæftiger dig med. Når tankerne og opmærksomheden begynder at ryge andre steder hen. Det kan være ting du skal nå eller hændelser der er sket, registrer det på en kærlig og accepterende måde og vend opmærksomheden tilbage til det, du er i gang med. Du kan opnå bedre koncentration, nærvær og tilstedeværelse i de ting du foretager dig.

Pauser hele dagen
Sørg for at holde pauser i løbet af dagen. Lyt efter kroppens signaler, som kan være træthed i hovedet, uro i kroppen eller du er ukoncentreret. Brug det som besked fra kroppen om, at det er tid til en pause. Er du drænet og udmattet om aftenen. Brug det som en pejling på, at dagen har været for presset. Du kan opnå større balance ml. krop og sind

Balance ml ydre og indre opmærksomhed
Hav fokus på balancen mellem den ydre og den indre opmærksomhed. Ydre opmærksomhed: gøremål, kontakten til andre mennesker, forventninger osv. Indre opmærksomhed: Åndedrættet og kroppens signaler i forhold til træthed, sult, anspændthed osv. Du kan opnå større balance ml. krop og sind